Arbejdet med borgerinddragelse i VE-planlægningen har udviklet sig markant de seneste år. Nogle kommuner arbejder i disse år intensivt med at udvikle egne borgerinddragelsesprocesser, der passer til lokale behov og politiske ambitioner, mens andre kommuner gennem flere år har opbygget konkrete erfaringer med forskellige modeller og tilgange til inddragelse.
Fælles er dog, at der løbende arbejdes med at tilpasse og videreudvikle processerne, så de både understøtter lokal dialog, tydelige rammer og forvaltningens arbejde.
VE-rejseholdet sætter i efteråret 2026 særligt fokus på borgerinddragelse og på nogle af disse elementer.
VE-rejseholdet inviterer til to fysiske arrangementer, som tager afsæt i praksis og sætter fokus på, hvordan kommuner kan designe borgerinddragelsesprocesser, skabe tydelige rammer og forventningsafstemning samt tilrettelægge den lokalpolitiske involvering i VE-planlægningen. Samtidig deles erfaringer fra kommunernes arbejde, både det, der fungerer godt, og det, der fortsat kan være udfordrende, og der bliver desuden god mulighed for faglig sparring, refleksion og dialog med kolleger fra andre kommuner, der arbejder med lignende udfordringer.
Programmet for de to dage indeholder inspirationsoplæg fra forskellige kommuner.
Til begge arrangementer kommer adjunkt ved Syddansk Universitet, Tobias Gandrup og fortæller om sin forskning samt sine erfaringer på baggrund af casearbejde i Haderslev Kommune, der er mundet ud i inspirationskataloget ’Gør Spillepladen Tydelig’.