VE-rejseholdet afholdt i maj 2025 to temadage om solcelleplanlægning i det åbne land. Temadagene blev afholdt i Vejen Kommune og i Guldborgsund Kommune. Programmet for de to dage omhandlede overordnet planlægningen for solceller, herunder særligt erfaringer med faunapassager i solcelleanlæg.
På dagen i Vejen Kommune var der oplæg fra Vejen Kommune, Vejle Kommune, Naturstyrelsen samt Energistyrelsen. På dagen i Guldborgsund Kommune var der oplæg fra Guldborgsund Kommune, Lolland Kommune, Naturstyrelsen samt Energistyrelsen.
Naturstyrelsen delte faglige erfaringer med forskellige vildtarters behov for passager, hegnstyper og udformningen af vildtkorridorer. Naturstyrelsen delte desuden gode erfaringer med at skabe bløde og mere dynamiske hegnsforløb med hjemmehørende arter, samt at passagen skaber en forbindelse mellem allerede eksisterende beplantning eller levende hegn.
Der var desuden løbende dialog om, hvorvidt der er krav til opstillere om, at solcelleanlæg skal sikres med fysiske hegn. På temadagen holdt Energistyrelsens center for beredskab et oplæg om den nye lov for beredskab i Energisektoren. Den nye lovgivning stiller krav til opstiller om fysisk sikring af alle solcelleanlæg med en kapacitet på over 25 MW. Der er i regi af Energistyrelsens lovgivning dog ikke et direkte krav til opstiller om, at den fysiske sikring af anlæg skal ske med fysiske hegn. Det er opstillers ansvar, at de lever op til de sikkerhedsmæssige krav til sikring af anlæg, som Energistyrelsen fører tilsyn med.